mandag den 28. december 2009

"Hverken mand eller kvinde"

Imens at Maskinen og Lasse har siddet hele julen og mixet vores plade færdig, så har jeg haft masser af tid til at lave ny musik. "Hverken mand eller kvinde" er stadigvæk meget nyt, råt og langt fra færdigt. Men stemningen er der, hvilket altid er mit udgangspunkt for at skrive et nummer - at fange en stemning. Jeg er meget stor fan af melankoli og af melankolsk musik generelt. Det er melankolien jeg prøver at indkapsle i det meste af den musik jeg laver. Selvom jeg prøver at undvige, bare for at gøre noget anderledes, så tænder jeg bare mest på det sørgmodige og lidt sindslidende udtryk. Jeg ved ikke om dette nummer er specielt melankolsk, men jeg synes at det er på vej derhen....

Året går på hæld

For præcis ét år siden indløb en mail fra Kristian Leth i vores mailboks med titlen ”SOS vs. Silhuet”, hvilket af mærkelige årsager ikke rigtig fremkaldte nogen løftede øjenbryn, før mailen rent faktisk blev åbnet, og det blev tydeligt, hvad det var, vi lige havde fået. Så dejligt ublu og ligepå som Kristian kan være, tilbød han og de andre drenge i Speed of Sound, brødrene Frederik og Fridolin Nordsø, os en pladekontrakt på stedet – og alt dét blot på baggrund af en skaldet lille demo af sangen ”Maskinens Dans”, som vi havde sendt til dem i en mail. Jublen ville ingen ende tage, og nytårsaften fik lige pludselig et ekstra uventet fejringsgrundlag.
Ét år er gået, og når vi fejrer nytår på torsdag bliver det med et navneskift fra ”Silhuet” til ”Stoffer & Maskinen”, en turnédebut, en radiodebut, en fantastisk musikvideo og et færdigt album i bagagen. Det virker næsten helt symptomatisk at lukke 2009 med at stå med en færdig udgave af den plade, som blev lagt i støbeskeen for akkurat 365 dage siden. Det kilder i maven ved at tænke på, at den om under tre måneder ligger i butikkerne og gør os stolte, lige nu føles det som om, vi har lavet jordens bedste album nogensinde – håber den følelse ikke aftager…
Vi tager på landevejen i marts rundt omkring i landet, både alene, men også sammen med et stort dansk navn (hvem dét er, kan vi afsløre om et par uger). Men hvis man er i København i januar, kan man fange os på Studenterhuset d. 21. januar. Det bliver virkelig dejligt at komme ud og møde publikum og se deres reaktioner på de sange, vi selv er så pavestolte over. Håber at se jer alle derude i 2010. Godt nytår!

onsdag den 23. december 2009

Demoversion af "En Rigtig Mand"

Et af de numre vi er ved at færdiggøre til pladen er "En rigtig mand". Nummeret har været lang tid undervejs, og er blevet lavet om utallige gange. Det er faktisk en masse brudstykker som vi har samlet og gjort til en "rigtig" sang. Den færdige version kommer til at lyde en del anderledes end demoen. Alle stykkerne er blevet omarrangeret og derudover har vi fået en fantastisk gæstesolist til at give udtrykket ekstra dybde. Videoen består af optagelser fra Sverige, hvor vi har været oppe af flere omgange for at få inspiration og fred og ro til at indspille og lave nye numre. Efter vi havde indspillet den her demo, var vi ikke været i tvivl om at den skulle med på pladen.

mandag den 21. december 2009

Debutpladen færdiggøres

Hen over julen vil Maskinen og jeg selv - med hjælp fra Lasse Baunkilde - mixe og lægge sidste hånd på vores debutplade. Vi forventer at den udkommer til marts og vi kan mildt sagt ikke vente. Vi har snart haft den færdig i et år. Det har været fedt at kunne gå og pusle med den, opdatere den med nye numre og bedre lyd, men nu bliver det også fedt at komme videre i processen. Inden pladen udkommer udgiver vi en 3. single i starten af det nye år.

Der kommer snart videoblogs bl.a. med reportage fra vores sidste dag i studiet samt en speciel opførelse af "Vi smelter sammen". Så hæng på......

tirsdag den 24. november 2009

søndag den 22. november 2009

Stoffer & Maskinen vs. The Late Parade

Just hjemvendt fra en fænomenal koncert med The Late Parade på Rust er det dejligt at tænke tilbage på tre fantastiske gigs som support for dem i henholdsvis Århus, Odense og Roskilde. De formår virkelig at spænde deres fragile skønsang udover et net af bombastiske trommer og støjende guitarer med så stor effekt, at det i dén grad gik direkte i hjertet på undertegnede. Vores eget gig på Gimle i Roskilde gik også, at dømme efter publikums reaktioner efter koncerten, virkelig godt – det er altid rart at stå på en scene, når man kan mærke at alle de tekniske forhold er i orden. Roen lægger sig efter bare få sekunder på scenen, og man kan straks føle, at alle i bandet fungerer som én samlet enhed, hvis eneste formål er at levere en oplevelse udover det sædvanlige for de tilstrømmede publikummer. En fornøjelse at spille dér (som lige straks bliver dokumenteret med billeder taget af de fotografer, der var til stede på dagen.)
Vi har også just fået videoen til vores 2. single ”Flader Mod Flader” op på det for nyligt iværksatte Gaffa TV (http://gaffa.dk/tv/clip/26) – må så absolut tilstå, at Anders Jon, der har instrueret videoen, er et talent af rang, som sandsynligvis går en lys fremtid i møde. I videoen spilles de to meget kontrære roller af henholdsvis Kasper Jacob Sejersen (fabriksarbejderen), som lige af blevet optaget på Statens Teaterskole i København som instruktør og Morten Holst (drengen fra skoven), der går på første år på Skuespillerskolen ved Odense Teater og får sin første store filmrolle i filmen ”Broderskab”, som har premiere til april i 2010. Nyd lige lidt veldrejet pastiche over 1920’ernes skæve ekspressionisme parret med stemningsfuldt spil mellem videoens to karakterer…

fredag den 13. november 2009

Vores første turné

Stoffer & Maskinen er draget på deres først turné. Koncerterne foregår i Århus, Odense og Roskilde. Lige nu befinder vi os i Århus, hvor vi i går spillede på Pakhuset, som opvarmning for The Late Parade. Selve koncerten var en lidt blandet fornøjelse. Der var desværre en del fejl og af en eller anden grund, var der sat borde og stole op helt foran scenen, så alle mennesker sad ned. Rimelig uholdbart. Heldigvis var der mødt en del mennesker op. Personligt havde jeg frygtet at vi skulle spille for en tom sal, hvilket vi har oplevet et par gange, og selvom det er del af spillet, så er det aldrig sjovt.
De tre koncerter vi skal spille er opvarmning for The Late Parade og derfor spiller vi kun en halv time, hvilket er sindssyg fedt - hellere for kort end for langt. Det er altid bedre at "tease" publikum end at servere det hele på et sølvfad. Personligt hader jeg for lange koncerter, det kan virkelig ødelægge oplevelsen. Så The Strokes for nogle år siden. De spillede i 35 min, så skred de og det var en fantastisk koncert.

Vi har lavet en setliste, som udelukkede består af numre som der sindssyg meget smæk på. ikke så meget pis. 1)De Eneste Tilbage 2)Maskinens Dans 3)Silhuet 4)Indeni 5)Alting Begynder 6)Flader mod Flader.
Det bedste ved koncerten igår var at min stemme holdt hele vejen igennem, vi spillede ikke for højt (vores trommeslager er enhver lydmands mareridt) og vi fik endelig debut, som et turnerende band. Vi glæder os allerede til at skulle spille i morgen og til at skulle drage på tour igen til foråret.

Vores spritnye pressebillede