mandag den 28. december 2009

"Hverken mand eller kvinde"

Imens at Maskinen og Lasse har siddet hele julen og mixet vores plade færdig, så har jeg haft masser af tid til at lave ny musik. "Hverken mand eller kvinde" er stadigvæk meget nyt, råt og langt fra færdigt. Men stemningen er der, hvilket altid er mit udgangspunkt for at skrive et nummer - at fange en stemning. Jeg er meget stor fan af melankoli og af melankolsk musik generelt. Det er melankolien jeg prøver at indkapsle i det meste af den musik jeg laver. Selvom jeg prøver at undvige, bare for at gøre noget anderledes, så tænder jeg bare mest på det sørgmodige og lidt sindslidende udtryk. Jeg ved ikke om dette nummer er specielt melankolsk, men jeg synes at det er på vej derhen....

Året går på hæld

For præcis ét år siden indløb en mail fra Kristian Leth i vores mailboks med titlen ”SOS vs. Silhuet”, hvilket af mærkelige årsager ikke rigtig fremkaldte nogen løftede øjenbryn, før mailen rent faktisk blev åbnet, og det blev tydeligt, hvad det var, vi lige havde fået. Så dejligt ublu og ligepå som Kristian kan være, tilbød han og de andre drenge i Speed of Sound, brødrene Frederik og Fridolin Nordsø, os en pladekontrakt på stedet – og alt dét blot på baggrund af en skaldet lille demo af sangen ”Maskinens Dans”, som vi havde sendt til dem i en mail. Jublen ville ingen ende tage, og nytårsaften fik lige pludselig et ekstra uventet fejringsgrundlag.
Ét år er gået, og når vi fejrer nytår på torsdag bliver det med et navneskift fra ”Silhuet” til ”Stoffer & Maskinen”, en turnédebut, en radiodebut, en fantastisk musikvideo og et færdigt album i bagagen. Det virker næsten helt symptomatisk at lukke 2009 med at stå med en færdig udgave af den plade, som blev lagt i støbeskeen for akkurat 365 dage siden. Det kilder i maven ved at tænke på, at den om under tre måneder ligger i butikkerne og gør os stolte, lige nu føles det som om, vi har lavet jordens bedste album nogensinde – håber den følelse ikke aftager…
Vi tager på landevejen i marts rundt omkring i landet, både alene, men også sammen med et stort dansk navn (hvem dét er, kan vi afsløre om et par uger). Men hvis man er i København i januar, kan man fange os på Studenterhuset d. 21. januar. Det bliver virkelig dejligt at komme ud og møde publikum og se deres reaktioner på de sange, vi selv er så pavestolte over. Håber at se jer alle derude i 2010. Godt nytår!

onsdag den 23. december 2009

Demoversion af "En Rigtig Mand"

Et af de numre vi er ved at færdiggøre til pladen er "En rigtig mand". Nummeret har været lang tid undervejs, og er blevet lavet om utallige gange. Det er faktisk en masse brudstykker som vi har samlet og gjort til en "rigtig" sang. Den færdige version kommer til at lyde en del anderledes end demoen. Alle stykkerne er blevet omarrangeret og derudover har vi fået en fantastisk gæstesolist til at give udtrykket ekstra dybde. Videoen består af optagelser fra Sverige, hvor vi har været oppe af flere omgange for at få inspiration og fred og ro til at indspille og lave nye numre. Efter vi havde indspillet den her demo, var vi ikke været i tvivl om at den skulle med på pladen.

mandag den 21. december 2009

Debutpladen færdiggøres

Hen over julen vil Maskinen og jeg selv - med hjælp fra Lasse Baunkilde - mixe og lægge sidste hånd på vores debutplade. Vi forventer at den udkommer til marts og vi kan mildt sagt ikke vente. Vi har snart haft den færdig i et år. Det har været fedt at kunne gå og pusle med den, opdatere den med nye numre og bedre lyd, men nu bliver det også fedt at komme videre i processen. Inden pladen udkommer udgiver vi en 3. single i starten af det nye år.

Der kommer snart videoblogs bl.a. med reportage fra vores sidste dag i studiet samt en speciel opførelse af "Vi smelter sammen". Så hæng på......